TRYLLE RYLLE RYLLE ELLER OPSTANDELSESHÅB opvækkelsen af enkens søn

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen. Lukasevangeliet 7,11-17

Jeg har det lidt svært med denne her fortælling.

En ung mand er død, og så kommer Jesus forbi, og

 

”trylle, rylle rylle”

Så er den unge mand levende igen foran hans mor og alle de andre, der var på vej til hans begravelse.

Trylle rylle rylle!

I mit liv synes jeg, der har været nok af dødsfald.

I 1975 døde min far. I 1976 døde min mormor. I 1981 døde min farfar, og i 1981 atter engang døde min morbror. Min moster døde i 1984, og i 1985 døde min anden morbror, og så døde min faster i 1987, og min farbror døde i 1988.

 

I mit liv synes jeg, der har været nok af dødsfald. Da jeg blev 16, var min familie lidt som en af hærens delinger efter et hårdt slag.

Og derfor provokerer Jesu opvækkelse af enkens søn fra Nain mig. For hvor var Jesu trylle rylle rylle henne, da min far og alle de andre døde?

 

Hvorfor kom Jesus ikke og gav mig mine kære tilbage?

 

Hvorfor kom Jesus ikke og gav dig dine kære tilbage?

 

Hvorfor?

 

Jeg kan hverken svare mig selv eller dig fyldestgørende.

 

Jeg kan kun stikke af ind i en åndelig elevator og flyve langt langt op i luften. Der oppe fra vil jeg kigge ned på kristendommen.

Deroppefra betragtende kristendommen, er der nogle af kristendommens fortællinger, som stikker ud i forhold til alle de andre.

 

Den fortælling, som er mest synlig i kristendommen set oppefra. Den fortælling er den vidunderlige historie om den morgen, da Jesus stod op fra de døde. Jesu opstandelse fra de døde er den fortælling, som giver mening til det her hus.

 

Dødens magt blev ødelagt, da Jesus stod op fra de døde. Og måske skal vi høre historien om den døde unge mand igen. Måske er meningen med historien ikke så meget, at nogle mennesker i sorg fik deres elskede tilbage igen.

 

Måske er meningen mere den, at der fra Jesu opstandelse sprænger et lys ind i verden og ind i sindet på alle os, der bittert savner nogen, vi holder af.

 

Måske er meningen den, at det sidste ord om min far og alle de andre ikke

Jeg genta’r

IKKE

er død, kiste grav, savn og sorg.

 

Måske er meningen den, at det sidste ord om min far og alle andre, du og jeg savner er

HÅB

Håb!

En dag skal vore afdøde kære stråle os i møde som en sol, for ved solens første stråler, påskemorgen stod Jesus op fra de døde.

 

Og enkens søn fra Nain. Ham der blev levende.

Det er måske slet ikke fortid, så vi skal være misundelige over, at Jesu trylle rylle rylle ord kom til enkens søn, men ikke til vore kære, da vores sorg var størst.

 

Måske er fortællingen om enken fra Nain. Kvinden, der havde oplevet, at hendes søn døde.

Måske er den fortælling fremtid.

 

Kærligheden til vore kære blev til sorg, der føles som om, en arm rives af.

Men sorgen skal blive til kærlighed igen, for Jesus stod op fra de døde påskemorgen.

 

En dag skal vi se vore kære igen. Det er det helt umulige håb, som den helt umulige historie om Jesu opstandelse fra de døde giver os.

 

Men historien er vedholdende. Den fortælles stadigt, og i lyset fra opstandelsens morgensol døber vi stadigt vore børn, og vi går stadigt til nadver.

 

Og Ja!

Sorgen er der stadig, og ingen skal tage sorgen fra mig eller nogen andre, der sørger.

For sorg er kærlighed, der ikke længere har den, man elsker, til at tale med og holde i hånden.

Og hvis sorgen bare kunne gå væk som en anden trylle rylle rylle ved at jeg stod heroppe og talte om talte om Jesu opstandelse fra døde, så kunne kærligheden til dem, vi savner, jo osse gå væk. Og det kan den ikke. I hvert fald ikke hos mig.

 

Men troen på, at Jesus er stået op fra de døde, kan heller ikke gå væk. Og dermed kan håbet om et gensyn med dine og mine kære heller ikke gå væk.

Og ja!

Jeg har det stadigt svært med historien om oplivningen af den døde unge mand, som var søn af en enke fra Nain.

Men måske skal jeg ikke standse ved historiens trylle, rylle, rylle.

Måske skal jeg i stedet standse ved håbet om et evigt liv til mine kære, og at dette håb bekræfter, at kærligheden mellem os er evig.

 

Og derfor siger vi lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du, som var, er og evigt bliver en sand hellig treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

GUD ER DEN FREMMEDE Prædiken over lignelsen om den barmhjertige samaritaner



Den Barmhjertige Samaritaner

Når du er døden nær der i grøften efter slag og spark og alle mulige ydmygelser, der er endt med, at røverne er stukket af med alt det, du ejer.

Ja så er det vel nærliggende at spørge, hvem er Gud?

Og jeg skal ikke trætte dig unødigt, så jeg vil svare med det samme. Gud er den fremmede, som du ikke kender og ikke kunne forestille dig noget godt fra. Han kommer til dig og hjælper dig, og han forsvinder ikke fra din side igen, før du har fået den hjælp, du skal have.

Det er Gud.

Og det er mærkeligt.

Gud er en af de andre. Gud er en af dem, vi bare ikke kan lide. Gud er venstreorienteret blandt de bedsteborgerlige. Gud er nationalkonservativ blandt de frelste på venstrefløjen. Gud er muslim blandt de islamkritiske, og Gud spiser svinekød midt i de konservative muslimske kredse.

Gud er en af de andre. En af dem, vi foragter. Og det siger jeg ikke bare for at spille violinmelodien til ”de rigtige holdningers” sang.

Det siger jeg, for det ligger under evangeliets fortælling om den barmhjertige samaritaner.

Jøderne på Jesu tid og Lukasevangeliets tid kunne ikke lide samaritanerne. Jøderne nikkede til hinanden, når de talte sammen om samaritanerne. De vidste i deres fællesskab en masse dårlige ting om samaritanernes dårlige egenskaber.

”Vil du tænke dig! I går så jeg en samaritaner og han…”

”Og så gjorde hende samaritaneren også….”

 Og pointen var altid den samme, som den er blevet ved med at være i to tusinde år. Nemlig at de andre, hvem de så end er, er nogle værre nogle efter samlede kategorier, som altid i gruppeforestillingerne er nagelfaste og urokkelige.

 Og så fortæller Jesus denne lignelse, der forstyrrer det hele. For pointen er, at din næste, som hjælper dig med alt muligt godt, er ham eller hende, du ikke forestillede dig som en, der ville hjælpe dig.

 I dag tillader jeg mig at sige, at alle mennesker forestiller sig Gud på en eller anden måde.

Jeg tror faktisk også, at botnakkerne og forbryderne i dagens røverbande har forestillet sig Gud. Forstået på den måde, at de har haft en forestilling om det godes og kærlighedens ophav.

Ifølge røverne, tror jeg, at det gode og kærligheden har været indlejret i deres fællesskab med hinanden. Indenfor i røverbanden har der, tror jeg, eksisteret et broderskab, som har haft en stor loyalitet over for bandens medlemmer. Man har kunnet regne med hjælp i kamp. Man har kunnet stole på omsorg, når der var behov for omsorg.

Hvis jeg har ret, så var Gud for røverne bandens Gud. Gud var, ifølge røverne, inden for røverbanden, og denne Gud tillod røverne at foragte alle dem uden for banden.

 Og nu kunne man indvende: Ja men røverne var feje usle kujoner, og det er jo rigtigt nok, men opfattelsen af Gud, som den, der er tilstede i vores gruppe med kærlighed og trøst, når vi to godter os i vores fælles selskab. Denne forestilling er meget almindelig. Der er kristne grupper og samfund, der har levet højt på at dele mennesker op i de hellige og i alle de andre. Denne forestilling også på spil i de andre verdensreligioner.

Men i dag bliver denne opfattelse modsagt af evangeliet. Gud er IKKE den, som er til iblandt os, når vi er en gruppe af røvere eller mennesker med de rette holdninger. Gud er den fremmede i forhold til alle de grupper, vi kan være en del af. Gud er den fremmede, der yder os alt godt og bliver hos os i vor nød.

 I dag tillader jeg mig at sige, at alle mennesker forestiller sig Gud på en eller anden måde.

Det er uden for enhver diskussion, at præsten og levitten i historien om den barmhjertige samaritaner har haft en opfattelse af Gud. De har begge to temmelig sikkert gjort tjeneste ved templet i Jerusalem.

Evangeliefortællingen beretter ikke om, hvorfor de to religiøse bare går forbi ham, der blev overfaldet. En nærliggende tolkning er, at præsten og levitten går forbi, fordi det at røre blod ville gøre dem urene, og således ville de ikke kunne gøre deres arbejde i templet i Jerusalem.

Og denne tolkning, hvis den er rigtig, afslører jo også en holdning til Gud. For hvis præsten og levitten undgår at røre voldsofferets blod for at kunne passe deres tempelarbejde i Jerusalem, så har de jo den opfattelse, at det at tjene og arbejde for Gud er vigtigere end at hjælpe det menneske, som er i nød lige foran dem. Så har de den opfattelse, at det rent religiøse er mere vigtigt end det at elske sin næste.

 Og denne opfattelse bliver også modsagt af dagens evangeliefortælling. Ham, der gjorde sig uren for at hjælpe et medmenneske i nød. Han gjorde det rigtige. Det er konklusionen i den samtale, som Jesus i dag har. Det er det, vi alle sidder tilbage med, når vi har hørt dialogen, som den barmhjertige samaritaner er en del af. Den barmhjertige samaritaner er helten, som blev en næste for ham, som blev overfaldet.

 I dag tillader jeg mig at sige, at alle mennesker forestiller sig Gud på en eller anden måde.

 Ham der ligger i grøften og er blevet mishandlet og berøvet af forbrydere. Han er sikkert jøde, og han ser Guds hjælp komme fra en af de samaritanerne, som han sikkert selv og hans familie og venner har talt dårlig om.

 Gud kommer til os igennem de fremmede, og ja! Jeg kan godt høre violinmelodien til ”de rigtige holdningers” sang i det, jeg står her og siger til dig.

Og på en måde passer det jo dårligt til dine og mine oplevelser.

Masser af mennesker med behov for hjælp har stået over for nogle fremmede af en foragtet gruppe, og disse fremmede har så bekræftet fordommene om dem selv ved ikke at hjælpe mennesket i nød, eller måske har de endda gjort nøden værre.

 Og hvad er så meningen, kunne vi spørge Jesus om, som ham, der fortæller historien om den barmhjertige samaritaner.

 Jeg tror, at meningen er den helt grundkristne mening, at samaritaneren er Gud.

 Samaritaneren er Gud, som er den fremmede i forhold til alle mennesker og alle menneskelige grupper.

 Det, som gør Gud til den anden i forhold til mig og dig, er Guds grænseløse kærlighed.

Og igen kan vi høre violinmelodien til ”de rigtige holdningers” sang, men det her er på en måde kristendommens syn på Gud.

 Af kærlighed til verden blev Gud menneske i Jesus og kom til os på trods af alle vore opfattelsers begrænsninger for, hvem der er omfattet af Guds kærlighed.

 Af kærlighed til verden blev Gud menneske i Jesus og kom til os i en hestestald i Betlehem og på en henrettelseshøj i Jerusalem på trods af alle religioners opfattelsers af rent og urent.

 Når du er døden nær der i grøften efter slag og spark og alle mulige ydmygelser, der er endt med, at røverne er stukket af med alt det, du ejer.

Ja så er det vel nærliggende at spørge, hvem er Gud?

Gud er den fremmede ufattelige kærlighed, som blev menneske i Jesus Kristus og som kom til verden i verdens nød for at redde os fra alt det mørke.

Gud er os alle sammen i et heldigt øjeblik, hvor vi som fremmede kan hjælpe et medmenneske i nød og dermed vise en lille flig af Guds kærlighed,

og derfor siger vi lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du, som var, er og bliver én sand og hellig treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

 

PÅSKELILJEN en novelle til langfredag og påskedag 2 prædikener fra påsken 2019

”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

Hun vågner op og stirrer ind i muren.

Hun vil ikke vende sig om, for derude, hvor sengen stopper, begynder verden.

Et sted har hun hørt nogle ord.

Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

Hun kan ikke rigtigt huske, hvem der sagde det. Ordene passer bare så godt på hende, og det hun er i.

Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

Romerne har dømt ham til døden ved korsfæstelse på foranledning af ypperstepræsterne.

Romerne har designet korsfæstelsesstraffen, så de korsfæstede skal lide mest muligt, inden de dør. Det er ham, der om nogle timer råber: ”

Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

Hun kan ikke træde ud af sengen. Hun træder ud af sengen alligevel. Og alt det hun skal, kan hun næsten ikke. Toilet, morgenmad og bare det at trække vejret.

”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

De lod ham bære korset ud til Golgatha. Så korsfæstede de ham, og de krænkede ham på alle mulige måder. De råbte til ham, da han var allermest forsvarsløs på korset. De hånede ham.

Da han var tørstig, gav de ham af svampen med eddike, som man ellers bruger, når man har været på toilet.

 ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

Hun kan næsten ikke mere. Hun tænker, hun er i helvede. Hun banker hovedet mod en væg.

”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

Han er i helvede. Han lider, og det gør ondt, så vi næsten ikke forstår, hvor ondt det gør.

”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

Det er mørke ord, og de passer godt på ham, og de passer godt på hende.

Og han, der er på korset, mens han råber.

Han er Gud, der er blevet menneske. Og nu er han blevet eet med hendes lidelse. Han er i hendes lidelse. Han er i hendes råb:

”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

Og det fjerner ikke hendes råb. Det fjerner ikke hendes lidelse, men da hun endeligt kommer ud i køkkenet, ser hun ud af vinduet på det grønne græs, og midt i det grønne græs langt borte får hun øje på en lille påskelilje.

”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

Og hendes påskelilje er hans kamp mod det mørke.

Han er oppe at slås mod alverdens smerte. Han kæmper mod det onde. Han er i tvekamp med døden. Hendes død, hendes skyld og hendes smerte.

Normalt slutter en kamp med, at én af parterne står tilbage, og den anden ligger hjælpeløst i nederlaget.

Han vinder kampen ved at gå ind i mørket, og i mørket sker det mystiske, at hans kærlighed, hans hjerte er stærkere end smerten, ondskaben og døden. Hvordan det kan lade sig gøre, er der ikke noget menneske, som nogensinde har forstået.

Men det sker, og hun ser det. En lille påskelilje et stykke væk fra hendes vindue, og hun smiler for første gang i rigtig lang tid.

Amen!

Det er morgen. Hun kigger ud af vinduet, og hun ser påskeliljen.

Den står langt væk og er lillebitte men dog det smukkeste, hun har set i lang. Og i lang tid har hun ikke smilt, men nu smiler hun af påskeliljen

I det fjerne ringer kirkeklokkerne.

Hun kan næsten ikke holde det ud.

I sit sind ser hun kun sort i sort, men det er som om, de to kirkeklokker er klovne, der ud i mod alt det mørke i hendes verden råber:

Lyse udsigter i alle retninger. Lyse udsigter i alle retninger.

Den første påskemorgen var den mest mærkelige morgen i menneskehedens historie.

Han stod op fra de døde i sejren over alt det mørke. Døden tabte, ligesom det onde led nederlag sammen med lidelsen og smerten.

Og hun er i smerte. Hun kan ikke andet end at sidde her ved sit køkkenvindue og trække vejret, hver gang hun smiler ad påskeliljen i det fjerne.

Lyse udsigter i alle retninger, siger klokkerne.

Lyse udsigter i alle retninger.

Sådan er det påskemorgen, for han er opstået fra de døde. Det evige liv har vundet, men det er svært at se, for smerten, ondskaben og døden er her jo endnu.

Og når hun ikke har øjnene stift rettet imod påskeliljen derude, vælder mørket ind over hende.

Og påskemorgen vinder Gud over djævelen. Ja påskemorgen vinder livet over døden, men når vi ikke er i kirken med alle de triumfalistiske påskedagssalmer og tænder for radioen, så er alle de dårlige nyheder ude i verden. Det onde er der stadigt sammen med lidelsen og sammen med det faktum, at vi skal dø.

Op ad det kulsorte råber påskemorgens kirkeklokker om lyse udsigter i alle retninger.

Måske er det påskeliljen. Måske er det de absurde kirkeklokker. Men hun får tøj på og kommer ud af døren og går i retning af klokkerne.

Der, hvor klokkernes klang kommer fra, ligger der en kirke, og hun går ind og sætter sig på en række, hvor hun er alene. Men til hendes rædsel bliver hun ikke ved med at være alene. Der kommer nogen og sætter sig sammen med hende på hendes række.

Og præsten taler og taler og taler, og alle er så glade, og det er næsten ikke til at holde ud. Sejr, liv, opstandelse og lyse udsigter i alle retninger.

Og da får hun øje på Kristus det ødelagte menneske henne over alteret. Da kan hun høre fredagens råb, ” ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

 

Og da er det lige som om, at en lille påskelilje skyder op ovenud af Kristus, det ødelagte menneske på væggen. Stilken hæver påskeliljens hoved op, så det når helt op til Gud.

Og alt det mørke er i påskeliljen. Døden, ondskaben og smerten er kommet ind i påskeliljen ved sårene på hans krop, ved hans ødelagte hud og hans smadrede knogler.

Og påskeliljen vokser ovenud af Kristus, det ødelagte menneske, til liljen når op til Gud, så det at lide som et skyldigt menneske, der skal dø, nu sidder ved Guds højre hånd i den opstandne.

Lyse udsigter i alle retninger!

Hjemme igen ser hun ud på påskeliljen fra sit køkkenvindue, og hun smiler.

For påskeliljen er for hende nu historien om ham, der er opstået fra de døde og har taget menneskets smerte ved at være de skyldige, der skal dø, med op til Gud.

Og midt i den grå hverdag, der nogle gange bliver kulsort, er der et

Lyse udsigter i alle retninger,

for han opstået fra de døde.

Og derfor er der håb, uanset at hverdagen og virkeligheden nogle gange vælter ud over os med et fragtskibs last af begsort mørke.

Lyse udsigter i alle retninger!

Kristus er opstanden!

Ja! Han er sandelig opstanden!

Og derfor kan vi ikke bare sige glædelig påske men også lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du, som var er og bliver én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

VIL DU en prædiken med efterfølgende konfirmandindskrivning

Vil du konfirmeres i den kristne tro?

 

Vi er i en mørk gyde på en regnvåd nat, hvor det blæser, og du er spærret inde i gyden uden nogen chance for at komme væk.

 

Og der står så en mand og en dame med sorte Darth Vader agtige kjoler på, og de har hvid tingest om halsen, der ser ud som om, de er blevet halshugget, og de spørger med gustne stemmer: ”Vil du konfirmeres i den kristne tro?”

 

Og så vågner du.

 

Vil du?

 

Det er et kæmpe spørgsmål, og Jesus stiller et lignende spørgsmål i dag til en mand, der er syg, og først tænker jeg: Hold op, hvor mærkeligt!

Vil du være rask?

 

Vil manden være rask? Han har været syg i 38 år. Hvad tænker du på Jesus? Selvfølgelig vil manden da være rask.

 

Og det bli’r endnu mere mærkeligt, for manden snakker udenom.

 

Han siger ikke ja.

 

Han siger, at han ikke har nogen, som kan hjælpe ham til at komme ned i vandet, når vandet skvulper og kan helbrede syge mennesker.

 

Meget mærkeligt firma, fristes man til at sige.

Meget mærkeligt firma!

 

Vil du konfirmeres?

Da jeg var 13 havde jeg en nat et mareridt, hvor to præster havde fanget mig i en gyde midt om natten og spurgte mig med gustne cigarhærgede stemmer:

 

Vil du konfirmeres?

 

Og så vågnede jeg heldigvis.

 

Og da jeg,

for mig selv,

skulle forklare,

hvorfor det var så uhyggeligt i drømmen med præsterne i gyden og det der spørgsmål,

så nåede jeg frem til, at jeg var ved at kløjs i Egyptens 10 plager

og en jord, der blev skabt på seks dage,

og lige pludseligt kunne jeg ikke rumme det.

Og måske har du det lige sådan i dag.

 

For vil du konfirmeres?

 

Jeg tør næsten ikke sige det, men et ja til det spørgsmål er et ja til at denne kirke også er din.

 

Det er faktisk helt bogstaveligt ment. Ved din konfirmation træder du ind i de oplyste folkekirkemedlemmers kreds. Dermed er du i stand til at stå fadder ved barnedåb.

Og du må osse gerne have en mening om, hvad der foregår her i kirkens rum, og om fem år, når du bliver 18.

 

Så kan du blive valgt ind i kirkens menighedsråd.

 

Så ja!

Når du bliver konfirmeret, siger du ja til, at denne kirke også er din.

 

Og hvis det fremkalder mareridt om syrede præster midt om natten i mørke gyder, så kan du måske forstå den mand, der er syg og svarer undvigende på spørgsmålet fra Jesus, om han vil være rask.

 

For det at blive rask indebærer jo, at han skal til at tage ansvar for et helt almindeligt liv i et helt almindeligt fællesskab, hvor der er rettigheder og pligter.

 

Nogle gange skal den syge mand,

når han altså bliver rask,

gå ud med skraldespanden.

 

Nogle gange skal han tage opvasken, og lige pludseligt bliver det ham, der skal tage sig af andre mennesker, når de bliver syge.

 

Vil du være rask?

 

Og lige pludseligt føler han sig stående i en mørk gyde om natten med regn og blæst trængt op i en krog af en underlig fætter, der kalder sig selv Messias.

 

Vil du være rask?

 

Vil du konfirmeres?

 

Og inden du føler dig mast af den tonstunge vægt af bibelens historier, der er svære at forstå,

 

og af ansvaret for kirken med tro og fællesskab

 

og af danskernes tusindårige kristne tradition

så hør lige her.

 

Når du siger ja til at blive konfirmeret, så siger du ja til, at der er sagt ja til dig.

 

Uanset, om du ikke fik gået ud med skraldeposen imorges eller ikke fik vasket op, så er der sagt ja til dig.

 

Uanset, om du kom til at lægge bolden indover foran dit eget mål, så det andet hold vandt kampen, så er der sagt ja til dig.

Uanset alt det, der kan være i vejen.

Så er der sagt ja til dig.

 

Det er kristendommens kerne.

 

Himlen bøjede sig ned til jorden.

 

Gud blev menneske.

 

Det er kernen i kristendom, Jesus og alt det andet.

 

Der er sagt ja til dig.

 

Og tog du ikke opvasken i går.

 

Fik du ikke gået ud med skraldet.

 

Kom du til at lægge bolden indover foran din egen målmnd for fødderne af modstanderens bedste angriber, så er der sagt ja til dig.

 

Og det betyder, du er godkendt med alt det vidunderlige, der er dig.

 

Det betyder, du er godkendt med alle de gange, du gjorde fejl eller ikke gjorde det, du skulle.

 

Der er sagt ja til dig.

 

Og i morgen kan du begynde igen med alle pligterne i det fællesskab, du er en del af.

 

Med garanti kommer du igen til at lægge bolden indover foran dit eget mål, men der er sagt ja til dig.

 

Og er det svært for dig at være i alle dine fællesskaber med alle kravene og pligterne, så skal du vide, at Gud gerne vil være i fællesskab med dig. Først fremmest, siger du ja til, at sådan er det, når du siger ja til at blive konfirmeret.

 

Og den dag, du skal konfirmeres, da bliver det enten en mandepræst eller en damepræst, der spørger dig, om du vil konfirmeres.

Men det finder ikke sted i en mørk gyde om natten i regnvejr.

 

Det finder sted i denne smukke kirke til en festlig gudstjeneste.

Og præsten spørger dig, om du vil konfirmeres? Og med dit ja siger du ja til, at Gud har sagt ja til dig, og det ja til dig og alle os andre. Det Ja bygger kirken på og for resten også meget af det omgivende samfund.

Amen